News
27.05.19

27. maj 2019 pressemeddelelse

18 ungdomsuddannelser har i stort projekt sat fokus på unges manglende trivsel. Nu ligger resultaterne fra Ung Hjerne-projektet klar.

Det er et samfundsproblem, at mange unge mistrives og derfor har 18 ungdomsuddannelser i tre år arbejdet med Funktionel Hjernetræning for at fremme unges trivsel. Danmarks Evalueringsinstitut og Syddansk Universitet har gennem et storstilet forskningsprojekt evalueret projekt Ung Hjerne, og resultaterne offentliggøres i dag. Fokus i evalueringen har været på uddannelsesmæssige og psykologiske mål herunder elevernes trivsel, oplevet stress og karakterer. Resultaterne viser, at det overordnet set ikke har været muligt at påvise en signifikant effekt af Funktionel Hjernetræning på de elever, der indgik i projekt Ung Hjerne. Funktionel Hjernetræning er en træningsform, der kombinerer fysiske øvelser med kognitive udfordringer, og som samtidig er social og sjov.

Ung Hjerne-projektet slutter til september 2019, men mange skoler fortsætter træningen i introforløb, til styrkelse af det sociale og fællesskabet, til udfordrede elever, til brain breaks og til at opfylde kravet om bevægelse i undervisningen. Baggrunden for Ung Hjerne er de senere års mange undersøgelser, der viser, at unges trivsel er under stærkt pres. Det er blevet til et samfundsproblem, og derfor har Nordea-fonden støttet Ung Hjerne arbejdet med Funktionel Hjernetræning på ungdomsuddannelserne.

Det er Tietgen Handelsgymnasium, der har været leder af Ung Hjerne. Projektejer og rektor Dorthe Wang siger om deltagelsen: ”Vi har haft stor glæde af at arbejde med Funktionel Hjernetræning sammen med vores elever. Det er meget meningsfyldt at tage del i et forskningsprojekt, som sigter mod noget så væsentligt som forbedret læring og trivsel. Det vil vi fortsat gøre meget for at finde nye løsninger på. Projekt Ung Hjerne har givet Tietgen en masse gode erfaringer med både hjernetræning, og projektledelse af store nationale forskningsprojekter. Vi er en skole med mange dygtige kollegaer, som gerne påtager sig et ansvar for at finde nye veje. Vi er samtidig meget taknemmelige for den støtte projektet har fået af Nordea-fonden, samt for det stærke samarbejde vi har haft med EVA, SDU, Plus Performance/MindSocial – og ikke mindst med alle de deltagende skoler i projektet”.

Forskningsprojektet tilknyttet Ung Hjerne har været unikt, dels pga. størrelsen af projektet med 18 deltagende ungdomsuddannelser og 2400 elever, men dels også fordi, der ikke kendes til lignende videnskabelige undersøgelser, hvor effekterne af en hjernetræning, der integrerer fysiske, kognitive og sociale aspekter, er blevet undersøgt. Nordea-fondens direktør Henrik Lehmann siger hertil: ”Ung Hjerne har nu evalueret om Funktionel Hjernetræning kan fremme trivsel hos unge på 18 ungdomsuddannelser. Konklusionen om at der ikke kan påvises positive effekter på de unges mentale sundhed er konstateret, men projektet giver læring og ny viden til alle skoler, forskere og andre, som arbejder for at styrke unges trivsel”.
Træningsformen, Funktionel Hjernetræning, fortsætter på mange af de deltagende skoler i andre former end den oprindeligt tiltænkte. Skolerne oplever, at træningsformen er god til at styrke det sociale og fællesskabet og derfor bruges den særligt i introforløb og som brain breaks i undervisningen.

Rektor på Tietgen Handelsgymnasium Dorthe Wang opsummerer: ”Nu har forskningen og vi som skoler fået en masse vigtig erfaring, som kan sættes i spil i fremtiden. Vi mener fortsat, at elevtrivsel og læring kan fremmes på mange forskellige områder, både gennem bevægelse, nye læringsformer og forhåbentligt også en form for hjernetræning”.

Læs mere om Ung Hjerne på www.unghjerne.dk eller kontakt projektleder Mick Hartwig på 51 92 71 48.

Læs mere